Jeg har siden 2000 beskæftiget mig med unge mennesker, som grundet forskellige årsager har haft brug for støtte til at skabe forandring i deres liv, og bryde de livsmønstre, som igen og igen blokerede for, at de kunne nå deres mål i livet.

 

Jeg møder unge mennesker, som ønsker støtte efter deres forældres skilsmisse, sorg efter at have mistet en nærtstående, selvdestruktive handlinger, mistrivsel, følelsen af ikke at slå til eller kende sig selv, selvskade, angst og lignende. En del unge oplever et stort forventningspres fra samfundet og andre betydningsfulde omkring dem, og ofte også fra dem selv, hvilket kan udvikle sig til disse selvdestruktive handlinger og mistrivsel.

 

Jeg har igennem de sidste mange år interesseret mig for unge og sorg, da min erfaring fra Kræftrådgivningen og min egen praksis er, at de unge ikke føler sig mødt og forstået i deres sorg.

 

Jeg har lært, at sorgen er kærlighedens pris, og sorgen har derfor mange ”ansigter”, hvilket er kunsten i terapien med unge at bevare nysgerrigheden i den enkeltes vej i sorgen, og vide at sorgen er individuel, og der ikke er faser, der skal gennemgås, men veje, der skal danses og helst sammen med en, der ser, hører og forstår og dermed kan skabe mening ind i livet igen.

 

Det er min erfaring i samtalerne med de unge, at de betydningsfulde, der er i de unges liv, inddrages i terapiforløbet. Inddragelsen kan se ud på mange måder, det er en ”vej” vi i samarbejde skaber, da ingen ung eller familie er ens, og det, der giver mening for den ene unge, giver ikke mening for den anden unge. Jeg vil dog altid starte et terapiforløb op med en ung under 18 år med en samtale, hvor forældrene deltager, da min erfaring er, at det er vigtigt, at forældrene ser dem selv som en del af terapien, da en ung aldrig kan være ”bære” af problematikken alene, samt være alene om ansvaret for forandring.

 

Så kære ung, jeg lover, at jeg tager ”lederskabet” i rummet sammen med dig, og vi sammen finder ”den vej”, der giver mening for dig og du føler dig tryg ved.